Patetisk.. Meget patetisk..

[Kurt Hummel]

Kurt følte sig patetisk. Meget, meget patetisk. Og det var på trods af at han lige havde brugt timer på at se en af sine yndlings musicals! Kurt havde en hel mappe på sin iPod kun dedikeret til musicalen Wicked, så skulle han ikke have en rar, varm fornemmelse af tilfredshed i hele kroppen efter at have genset det fantastiske kunstværk? Problemet var bare.. at det havde han ikke. For han havde set den alene. Mercedes var ikke interesseret så denne gang havde han slet ikke spurgt hende, og Blaine, som han ellers havde håbet at se den med, havde været travl. Kurt mistænkte det for at have noget at gøre med en anden dreng, og det gjorde det kun så meget værre. At hans crush måske egentlig var interesseret i en anden. Men det var ikke muligt, vel? De havde flirtet og danset og han smilede altid til ham.. Gud, hvor havde han brug for en cappuchino lige nu. Han foldede kraven på sin jakke bedre op om ansigtet og gik hen mod en lille kaffebod der var placeret ude foran teaterets indgang. Det støvregnede og var blevet mørkt, selvom klokken ikke var mere end 18. "En cappuchino, tak.."

[Rachel Berry]

Rachel hankede diskret op i tasken som hun ubevidst havde ladet dumpe ned på det beskidte gulv, da hun havde stoppet op for at betragte det bekendte Teater.
Teatret. Sikke et magisk sted; Sang, skuespil og selve scenekunsten tog sted i dette nøjagtige sted, man kunne næsten føle hvordan de mange skuespillers talent svævede rundt i bygningen efter deres skuespil. Rachel havde altid elsket at observere de mange klassiker, de havde altid været så smukke i hendes øjne, så utrolig fantastiske. Det var ikke Broadway, men for nu, var det fint nok for Rachel.
Og til trods for Rachels kærlighed til teatret, var hun fuldt overbevist om at hun kunne gøre det meget bedere end nogen anden derinde - Når det kom til hendes sangstemme, fejlede Rachel's selvtillid aldrig.
Slugt i hendes dybe tanker; som før havde svævet om Teatret, og nu havde taget en drastisk drejning til at flyve omkring Rachel's kærlighed for sin egen stemme - Stod Rachel som en statue og stirrede på bygningen forean hende. Kun hendes korte, røde nederdel og hendes halvlange hår forsikrede andre at hun ej var en statue, eftersom de ganske stille blev bevæget med af den svage vind som strøg hen over hver en som havde draget udenfor.
"En cappuchino, tak.."; Stemmen var ikke lang væk fra Rachel, og normalt ville hun nok slet ikke ligge mærke til at nogen snakkede når hun var så dybt inde i sine tanker om sig selv - Men den bekendte stemme blev ved med at give genlyd i hendes hoved, og distraherede hende noget så frygteligt, hun kunne ikke engang koncentrere sig om at tænke over sig selv! Nu var hun jo nød til at se hvem den bekendte stemme tilhørte til.
De brune øjne blev forvirret blinket med da hun søgende lod sit blik glide rundt omkring sig - Til hun tilsidst fik øje på hvad hun havde ledt efter, nemlig den bekendte stemme; Som tilhørte Kurt. Et smil spredte sig over de brede læber og tasken blev atter smidt ned på det beskidte gulv, så hun desperat kunne kaste begge sine hænder op i vejret og tage nogle få hop på stedet; "Kurt, Kurt!" Udbrød hun ivrigt og havde nu begyndt at vifte med hendes hænder som hun havde kastet op i vejret - Hun havde først nu lagt mærke til hvor meget hun havde lyst til noget selvskab på en aften som denne, og Rachel havde også så meget at få af sit hjerte... Kurt var jo den perfekte person til det!

[Kurt Hummel]

Kurts tanker havde først kredset om Blaine og om hvor uretfærdigt det var, at han ikke havde haft tid til ham, men han blev revet ud af sin deprimerede tankerække af en stemme, som han havde kunnet genkende blandt en billion andre. En stemme som tilhørte ingen anden end hans ærke-rival, Rachel Berry. Han gispede og med store, runde øjne vendte han sig hurtigt mod hende. Han var så tæt på at spilde brandvarm Cappuchino over sine hænder og sit Prada tørklæde, men han tog sig for engangs skyld næsten ikke af det. Han havde trods alt ikke set Rachel siden den sidste konkurrence hvor hun havde været hans modstander. "Rachel!" Han besvarede hendes kalden og skyndte sig hen til hende, med et bredt, næsten lettet smil på sit ansigt. "Åh gud, hvor er det længe siden sidst!" Kommenterede han, og overraskelsen var slet ikke til at tage fejl af. Han satte forsigtigt sin cappuchino ned på trappestenen foran teateret og bredte sine arme ud til et kram. Han foragtede hende slet ikke længere, og han havde heller ikke nær så meget lyst til at stoppe en sok ind i munden på hende når hun sagde noget, som han havde haft i starten. Hans følelser omkring hende havde forandret sig til noget meget anderledes, noget han næsten, næsten ville kalde.. venskab? Selvom det nok ville skade hans diva-ego hvis han skulle indrømme det.

[Rachel Berry]

Idet Kurt havde vendt sig om så hans ansigt blev synlig for hende, trak Rachel sine hænder til sig og blottede istedet alle hendes tænder, i det bredeste tandsmil som hun kunne trække hendes læber ud i, det så tilsidst ud til at hvis hun strammede smilet blot en anelse mere, ville hendes læber flække.
Det var lang tid siden hun sidst havde set Kurt, og det ville være løgn hvis hun sagde at hun slet ikke havde savnet ham, for nok havde de ikke rigtigt fordraget hinanden i starten, men med tiden havde Rachel mere eller mindre lært at holde af Kurt, som han mere eller mindre, havde lært at vende sig til Rachel's specielle... Irriterende personlighed.
Rachel kastede et stjålet blik hen over ham da han kom hen mod hende. Han havde altid været god til det med tøj, hvorpå Rachel på den anden side - Ligenu var iført et par lange stripede strømper, en rød nederdel og en striktrøje. Et boblende grin udslap Rachel's læber og hun nikkede bekræftende til hans ord så de brune lokker livligt hoppede omkring hendes ansigt; "Rigtig lang tid!" gav hun ham ret i, og uden nogen form for tøven trådte hun ind i hans favn da hans arme blev strukket ud mod hende, og de spinkle arme som tilhørte hende selv, gengældte krammet med en tydelig form for længsel. Efter få sekundter i krammet gav Rachel et sidste klem om Kurt og slap ham så, trådte dog blot et skridt tilbage så hun kunne betragte hans ansigt tættere på, og atter lade et smil sprede sig hen over hendes læber "Du ser godt ud Kurt.. Anderledes.. Gladere." Sagde hun så med et smil, før hendes ene øjenbryn blev hævet og et drillende blik spillede i de brune øjne "Er der måske en speciel grund til det?".

[Kurt Hummel]

Kurt havde aldrig rigtig været en fan af Rachels tøjstil, og havde da heller aldrig lagt skjul på sine meninger om den, men i stedet skudt en kommentar ind hist og her omkring, for eksempel, hendes mærkværdige begejstring for stiktrøjer med dyreprint. Selv, var han nu også en der stod ud for mængden i sit excentriske mærketøj, som fra tid til anden, nærmest så ud til at kunne være trådt lige ned fra catwalken for at omfavne hans spinkle figur. Men lige nu, kunne han ikke være mere ligeglad med hendes påklædning. Han var oprigtigt glad for at se hende. Hendes kommentar omkring hvor glad han virkede, fik hans kinder til at bluse op og en lav, halvt akavet latter undslap hans læber. Han rømmede sig og kløede sin ene kind lidt. "Jeg har det bare rigtig godt. Jeg hader Daltons uniform som sætter nærmest kriminelle grænser for min kreativitet, og jeg må kæmpe endnu hårdere for en solo nu end hos Mr. Schuester, men ud over det, har jeg aldrig før følt mig så sikker og tryg." Fortalte han, med en tydelig hentydning til hans skrækslagenhed, det sidste stykke tid på McKinley high. En legende gnist i hans blik fortalte dog, at der var mere til hans glæde end bare hans tryghed. Han sendte Blaine en varm, forelsket tanke. "Og så savner jeg selvfølgelig også alle jer fra New Directions." Indrømmede han.

[Rachel Berry]

Hovedet blev lagt på skrå og øjenbrynet som havde fundet sin vej op af hendes pande blev trukket ned til dens almindelige plads på hendes ansigt, for så tilsidst at blive rynket ned mod de brune øjne sammen med det andet øjenbryn da han konstanterede at han nu skulle arbejde endu hårdere for at få en solo end hos Mr. Schuester. Selvom Rachel vidste at han nok ikke mente at New Directions var dårliger, kunne hun ikke lade være med at blive blot en anelse fornærmet af hans kommentar; Rachel tog sådan set hans kommentar til hjertet, siden hun jo selv mente at hun var den bedste sanger i New Directions.
Med en stærk vilje for ikke at ødelægge mødet mellem hende og Kurt, skubbede hun den dårlige følelse langt væk - Hvilket hun faktisk var lettere stolt over at hun havde gjort, eftersom hun var så let at gøre vred. Hun fokuserede sig istedet på Kurt's gode nyheder og rettede sit hoved op igen efter hun havde lyttet til hans ord, "Det er fantastisk. Bare hold godt fast, og alting skal nok gå." Sagde hun med et bekræftende smil til hendes ord . Rachel, som havde fået så mange kommentare om hendes usædvanlige personlighed var ved at ordne så meget hun nu kunne på den. Men den ene gode ting som hun altid havde haft, var at hun tit var der for andre når de havde brug for hende, ligemeget hvor meget hun måske foragtede dem, hun ville også være der for Kurt hvis han fik brug for hende.
"Vi savner også dig." Kommenterede Rachel med hvad der mindede om et suk, da hun trak sig tilbage for at sætte sig ned på trappestenen efter hun havde glattet den røde nederdel ud, og vendte så de brune øjne op mod Kurt igen før smilet atter spredte sig om hendes læber "Men bare så du ved det - Jeg så det gnist du havde i dine øjne, og jeg har ikke tænkt mig at lade det gå før jeg finder ud af hvad der sker." Den drillende tone i hendes stemme var ikke til at tage fejl af, og dog kendte Kurt hende nok godt nok til at vide, at hun også var seriøs.

[Kurt Hummel]

Kurt lagde mærke til skiftet i Rachels sindsstemning og selvom han først var usikker på hvori provokationen lå, kom han hurtigt frem til det. Det handlede om det med soloerne. Den ene ting, ud over deres rivalisering omkring Finn, som havde været benzinen på deres rivalisering. Kampen om soloerne. Kurt selv mente selvfølgelig at han fortjente soloer, og at han fortjente rampelys, selvom han også havde indrømmet, at Rachel var den bedste sanger New Directions havde, lige meget hvor irriterende hendes personlighed var. Han nikkede til hendes svar. "Ja, før eller siden må de få øjnene op for mit talent. Men det er meget sværere end man skulle tro, selvom Blaine har forsøgt at lægge et godt ord ind for mig."
Hans kinder blussede op som to små, røde æbler ved hendes kommentar omkring gnisten i hans øjne. Han sank ned at sidde på trappestenen ved hendes side, efter at have børstet stedet af så han kunne undgå så meget som muligt af det snavs der ellers ville sætte sig på hans smalle Marc Jacobs bukser. "Er det så tydeligt?" Sagde han lavmælt, med et suk, inden han vendte sine varme, forelskede øjne mod Rachels egne mørke. "Jeg er forelsket, Rachel" Indrømmede han, med en svævende tone over sin stemme.

[Rachel Berry]

Smilende, strøg hun de smalde fingre igennem de brune lokker før hendes blik atter fokuserede sig på Kurt da han snakkede. Det var aldrig til at glemme, hvordan Rachel og Kurt havde kommet til at foragte hinanden så meget i starten; Først og fremmest, havde de begge forelsket sig i Finn - Dog var problemet Kurt's i denne sag, siden Finn ikke var Homoseksuel.
Og så var der soloerne, og kampen om dem havde været brutal, men Rachel havde aldrig gevet op på dem uden en god og lang kamp.
Rachel trak kort på sine skuldre og pressede kort de brede læber sammen før de igen skildte sig så hun kunne snakke, "Det er deres tab, hvis de ikke ligger mærke til det." Sagde hun så med et smil - Selvom det var ret svært for Rachel at indrømme det, havde Kurt en virkelig smuk stemme. En smuk, og speciel stemme som hver en ville være heldig at høre, det var deres tab hvis de ikke lagde mærke til det, og hvis de ikke brugte det.
Rachel rankede sig op idet han spurgte om det var så tydeligt; Nu lyttede hun ekstra godt efter. De store, brune øjne åbnede sig helt op idet han sagde at han var forelsket, og ud af ren vane(Og nok også lidt bekymring) udbrød hun straks; "Er det Finn?" Men rystede dog hurtigt på sit hoved for at tage sig sammen igen, da hun straks forstod hvor uhøffeligt det faktisk havde været, "Undskyld - Jeg mener, hvem er det?" Smilet som nu spredte sig på hendes læber var lettere undskyldende - Hun måtte huske sig selv på at transformationen som hun forgæves prøvede at give hendes personlighed, ville tage noget tid.

[Kurt Hummel]

Kurt stirrede på Rachel med store, næsten chokerede øjne ved hendes spørgsmål. Han rystede hurtigt på hovedet. "Nej! Nej selvfølgelig ikke! Finn er min bror nu!" Og det var sandheden. Han betragtede kun Finn som en bror nu. En bror, og en meget nær ven. Hans romantiske følelser for Finn var forduftet ved deres skænderi i kælderen for snart et år siden. Kurt havde arbejdet hårdt på det værelse som skulle være deres fælles, men Finn havde åbenbart synes at rummet var for bøsset, og havde så lukket sine frustrationer omkring blandt andet Kurts flirten ud. Den historie havde resten af New Directions aldrig fået, men de havde helt sikkert bemærket at noget var galt mellem ham og Finn, for selvom Finn prøvede at undskylde dagen efter, havde Kurt ikke villet tale med ham. Efter at Finn havde forsvaret ham mod Karofsky og Azimio, var alt dog okay mellem dem igen. Nu kunne Rachel have ham for sig selv. "Ham har du for dig selv nu.. I den sammenhæng, er jeg ikke længere en trussel." Han smilede mod hende. Ganske venskabeligt. Han vendte blikket ned mod sine hænder, som næsten genert pillede ved en af de nederste knapper i hans trenchcoat. "Det er Blainel... min nye ven fra the Warblers.. Han er så vidunderlig. Han kender endda mine kaffe-bestillinger, og vi har samme yndlings nummer af Vogue.." Han sagde det som om at det var det mest romantiske i verden. Drømmende blik.

[Rachel Berry]

Selvom spørgsmålet mest havde været ud af vane for at holde Finn til sig selv, fik hans svar Rachel til at sukke dybt lettet ud - Selvom hende og Finn ikke var sammen længere, elskede hun ham stadig mere end noget andet, og hun ville gøre alting, for at få ham til at tilgive hende, selvom hun vidste at hvad hun havde gjort, var utilgiveligt for Finn. Hun rullede med øjnene da han sagde at hun havde ham for sig selv, efterfulgt af et opgivende, "Right" og et sørmodigt suk. Finn var ikke hendes. Ikke endu ivertfald; Rachel havde stadig masser af planer som hun havde tænkt sig at prøve.
Rachel kunne ikke lade være med at smile af den lettere generte, og dog tydeligt forelsket mine som gled hen over ham idet han snakkede om hans forelskelse - Kærlighed havde altid været smukt i Rachel's øjne, og hvis kærligheden virkelig var ægte, kunne intet gøre det grimt.
Efter ganske kort tavshed hvor Rachel tænkte over hvad hun skulle sige, puffede hun blidt til Kurt med hendes albue og sendte et smil hen mod ham "Oooogg?," Sagde hun med et svagt drillende smil, trak ordet godt og langt ud før hun flyttede sig en anelse tættere på ham og lagde sit hoved på skrå da hun blev ved "Kan han også lide dig?" Spurgte hun så efter endu en kort tavshed.

[Kurt Hummel]

Kurt havde godt hørt fra Mercedes, at Finn og Rachel ikke var sammen mere, så hendes reaktion var ikke nogen overraskelse for ham. Han puffede blidt til hendes skulder med sin. "Du ved at du kan få ham tilbage, Miss Berry.. Som altid." Det lod til at det bare var sådan Finns og Rachels forhold var, efterhånden. De gik fra hinanden, kom sammen igen, gik fra hinanden, datede nogle nye, gik fra dem og fandt sammen igen... Det var næsten trættende i længden med al den drama mellem de to. Men han stolede på, at Rachel ville gøre alt hun kunne for at gå Finn tilbage.
Ved Rachels venskabelige drillen og pressen på omkring informationer, smilede han bredt. Han kunne et eller andet sted godt lide den opmærksomhed som hans forelskelse skænkede ham, lige nu. Han nikkede en smule ved Rachels spørgsmål. "Ja, det tror jeg.. vi flirter, synger romantiske duetter og han har også sunget til mig et par gange.." han så ud til næsten at smelte indvendigt ved tanken. Blød som nougat. Han samlede sin cappuchino op og varmede hænderne på den. "Han er så fantastisk.. En gentleman. Jeg var ellers begyndt at tro at de var gået ned med Titanic allesammen.."

[Rachel Berry]

Et svagt smil voksede på hendes læber da hendes blik blev rettet ligeud og hun nikkede stille til hans ord, "Ja.. Jeg ved det.." Begyndte hun stille, og vendte så sit blik ned mod hendes fingre som ubevidst var begyndt at pille ved enden af hendes røde nederdel, "Men det er lidt anderledes denne gang - Jeg tror virkelig at jeg sårede ham." Mumlede hun derefter og bed så ned i sin underlæbe, hun havde aldrig gjort Finn så sur som hun havde gjort denne gang, men... Det havde jo bare været et kys? Et meningsløs kys. Og Finn havde jo løjet om at være i seng med Santana, og Rachel tilgav ham... Så hvorfor gad han ikke at tilgive hende?
"Men du har ret - Jeg kan gøre det." Sagde hun så med et skuldertræk og et smil, da hendes blik atter blev rettet mod Kurt.
Måden Kurt fortalte om Blaine var rent faktisk fantastisk. Det var så tydeligt hvor meget han kunne lide ham, han strålede jo nærmest af lykke hver gang han sagde hans navn, det var smuk kærlighed. "Jeg er glad for at du er lykkelig, Kurt." Sagde hun med et smil, lod sit blik forblive på ham, "Hvordan har du så tænkt dig at få officielt fat på ham?"

[Kurt Hummel]

"hvorfor kyssede du overhovedet Puckerman, når du havde ham?" Kurt så spørgende på hende. Jo, Puck var da helt sikkert en flot mand, meget, men han var personlighedsmæssigt ikke noget Kurt var særligt vild med. Men det kunne også have noget at gøre med alle de gange Puck havde smidt ham ned i en container og slushiet ham. Han havde ikke helt tilgivet ham at have været med til at ødelægge hans high-school liv. Men delvist. Han smilede bredt mod Rachel da hun gav udtryk for at hun var glad for hans lykke. "Tak, Rachel.. Det er overraskende, men mange tak." Det var lidt en overraskelse at høre hende være så glad på hans vegne, men det gav ham også en rar følelse indeni. En følelse af venskab og støtte. Det gik op for ham, at han måske også kunne finde den slags i Rachel, og ikke kun en konkurrent. Han tænkte lidt over hendes næste ord. han lagde hovedet tilbage og rettede lidt på sit pandehår. "Jeg ved det ikke helt.. Jeg håber at han inviterer mig ud i anledning af valentinsdag.." Han håbede at det ville blive romantisk.

[Rachel Berry]

Et kort træk på hendes smalde skuldre signalerede at hun selv ikke var helt sikker på, hvorfor hun havde kysset Puck. Det havde blot været én dumdristig, uansvarelig beslutning... Eller, en af de mange dumdristige beslutninger som Rachel ofte tog, og som hun ikke havde tænkt ordenligt igennem, som denne gang. Rachel troede dog også at Finn behandlede sig unfair - Altså, hvordan kunne han ikke tilgive hende? Hvis ingen nogensinde ville tilgive Rachel for alle de dumme ting hun gjorde og nok ville gøre, ville hun ende utrolig ensom, uden venner og arbejdsløs. Og hvordan kunne man ikke tilgive hende? I hendes hjerne, var hun jo nærmest helt perfekt. Hvem ville ikke tilgive en så talentfuld, inspirerende kvinde som hende? For ikke at snakke om hendes chamerende måde at få hvad hun ville - Hvilket andre dog nok så mere uhyggeligt, end chamerende.
Men Rachel havde alerrede sit svar til dette spørgsmål; Finn. Han nægtede at tilgive hende, for hun havde gjort en idiot ud af sig selv. Hun havde kysset hans forrige bedste ven, som før havde såret ham mindst ligeså meget som Rachel nu havde. Og hvis hun kunne, ville Rachel virkelig havde gjort det om, få det til at forsvinde. Hun elskede Finn så meget at det gjorde ondt.
"Det var en dumdristig beslutning, jeg kan ikke engang lide ham på den måde." Svarede Rachel tilsidst, lukkede sine øjne og rystede på sit hoved som ordene langsomt gled ud at hænge i luften - Hun havde ikke tænkt sig at snakke om det ligenu hvis Kurt ikke spurgte indtil det, men hun vidste skam godt at det på en eller anden måde ville komme op igen, på den ene eller den anden måde. Hvis ikke med Kurt, så med en anden.
Det var ikke nemt for Rachel at skænke Kurt sådan nogle ord, især siden Rachel jo ikke havde det så godt selv, hun plejede jo altid at putte sig selv før andre - Så hvis hun havde det skidt, plejede hun tit at være blændet overfor andre, især deres lykke. Men ligenu havde Rachel sat sine problemer til siden, og lyttede istedet til Kurt, vis ord hun med et stille smil nikkede tiluden endu et ord - Han vidste nok at det ikke var nemt for hende, han havde trodsalt set hendes ubehalige sider.
Kurt's sidste ord skar nærmest i Rachels hjerte. Valentinsdag. Kærligedens dag - Hvor unge par eller forelskede erklærede deres kærlighed overfor hinanden. Rachel ville normalt være helt oppe i skyerne over denne dag, men ligenu havde hun rent faktisk lyst til at kaste op.
"Hm... Jeg havde næsten glemt den dag.." Ulykkeligheden var endelig til at se på Rachel's ansigt, som hendes blik ganske kort vendte sig ligeud, før hun atter lod de brune øjne hvile på Kurt hvorefter et stille smil spredte sig over hendes læber, "Held og lykke,"

[Kelencurf]

Cialis Preis Preise Allergic Reaction To Amoxicillin Buy Ashwafera Priligy Sildenafil Dapoxetine Cialis 20mg Lilly 4st Fta Kamagra Sicher Online Bestellen