Vind i håret

[Delilah Johnston]

Det blæste kraftigt, bølgerne brusede. Fra himlen skrattede mågerne klagende, mens de fløj over havet, og man kunne næsten smage saltvandet på tungen. Delilah, der var pakket godt ind i en sort, skinnende dunjakke med smalt bælte i livet, havde dog ingen intention om at leve sig ind i den vilde natur. Hvad hun savnede, var hvide, californiske strande med palmetræer og parasoller, ikke de slimede vandmænd, hun forsøgte ikke at træde på. Selvom hun var i et irritabelt lune, havde hun stadig ikke noget imod dyr, uanset hvor mange procent af en vandmand, der talte som et levende væsen.
Hun strøg et par flyvske hårtotter fra øjnene. Hun havde vinden i ansigtet og lod det lange, krøllede hår boltre sig frit i en lige række efter hendes hoved. Åh ja, frisk, grå februarseftermiddag i selskab med strandskaller og opskyllede vandklumper. Lovely!


[Join, join, join!]

[*Valentin*]

Hvorfor ville verden bare, at alting virkede trist?
Det var selvfølgelig ikke helt tilfældet, men Valentin havde bare følt at alle havde planer og derfor havde han ikke haft nogle at hænge ud med. Han havde fået opfordringer om, at forholde sig en anelse i ro, for hans sanglærer var åbenbart bekymret for hans stemme. Det var vel forståeligt nok, der fandtes intet som vinteren der kunne ødelægge sangstemmer, men Valentin havde nu et godt immunforsvar og han var god til at passe på - også selvom han rendte rundt ude i kulden, endda nede ved vandet hvor det nok blæste mest.
Han havde dækket sin hals med et rødt burberry halstørklæde som barrikade mod kulden der hungrede efter at slide på hans stemmebånd.

[Delilah Johnston]

Verden som sådan var ikke trist. Ohio var trist.
Hvordan et par fornuftige forældre som Delilahs mor og stedfar kunne bosætte sig så fjernt fra civilisationen, forekom hende nogen gange som Guds straf for hendes manglende tro. (Noget i den retning). Da hun var lille, havde det været paradis på jord. Nu, da hun langsomt var ved at indse, at verden rummede mere end hendes hjemby og shoppeture til Columbus, rev det i hende for at komme videre. Hun ville til New York, til kernen af det hele... og dernæst til L.A., måske slå sig ned i centrum og slikke sol på toppen af et højhus. Men mest af alt, selvom hun ikke havde lyst til at indrømme det, ville hun bare gerne tilbage til jazzens fødeby, New Orleans.
Alt andet end her ville p.t. gå an.
Hun stak hænderne dybere i sine lommer og løftede blikket kortvarigt fra jorden. Sandet svuppede under hendes fødder. Længere fremme gik en anden skikkelse; umiddelbar svær at skelne, men med et flammerød halstørklæde, der i det mindste symboliserede en form for god stil. Delilah kneb øjnene lidt sammen og var ret sikker på, at det var en fyr. Hmm. En pige havde hun nok ikke orket lige nu (de ville have bemærket hendes umulige, filtrede hår), men måske dette kunne svare til lidt underholdning mit i kedsomheden. Hun fortsatte med at gå ham i møde.