Den sene time

[*Valentin*]

Tiden var gået hurtigt mens Alexander havde besøgt en ven. De havde snakket sammen i flere timer og det var efterhånden blevet ret sent. Ikke at det betød så meget, han havde ikke noget han skulle nå dagen derpå - det var bare blevet mørkt, hvilket ikke nødvendigvis passede ham ret godt. Han var ikke bange for mørke overhovedet, han hadede bare at gå rundt alene uden at kunne se særlig meget omkring sig og derfor brugte han da også sin iphone til at lyse lidt med, selvom det måske fik ham til at virke som lidt at en kujon. Han regnede ikke med at støde på andre på denne tid.
Han frøs egentlig ikke, selvom han kun havde en tynd jakke på og han tænkte egentlig ikke over temperaturen, selvom den måtte være faldet en del siden han tog hen til vennen - der var solen trods alt fremme.

[Oliver Reed]

Oliver trak sine hænder op i ærmerne på sin jakke. Han havde ikke regnet med, at det ville blive så koldt, da han havde valgt at gå en aftentur. Han nød stilheden i gaderne, selvom mørker ikke ligefrem var betryggende. Han var allerede passeret forbi op flere hundejere, der var ude og gå tur med deres firbenede venner, og hver eneste gang han hørte en hund gø i mørket, gippede det let i ham. Han hadede hunde mere end noget andet i verden. Eller, han hadede dem ikke - de var faktisk søde nok – han var bare hunderæd for dem.
Han rettede blikket frem og fik øje på et lys længere forude. Det fik ham til at stoppe op og knibe øjnene let i, idet han forsøgte at se, hvor lyset kom fra. Det lignede en mobil eller sådan noget der blev holdt oppe af en fyr, der var på vej direkte imod Oliver. Det var det første mennesker han var stødt på i et kvarters tid, og da han så, at fyren ikke havde en hund med, kunne han ikke lade være med at ånde lettet op.

[*Valentin*]

I det lidt fesne lys fra sin iphone fik han øje på en dreng lidt længere væk. Det eneste han overhovedet overvejede var, at nu kunne han da få noget selvskab. Det var ligemeget hvor sent på aftenen det var, så var Alexander overbevist om at selvskab altid var godt. Med sikre skridt nærmede han sig blot yderligere og standsede så et lille stykke foran den fremmede fyr. Godaften, hilste han muntert og holdt så sin iphone lidt nede for ikke at blænde den anden med lyset. Selvom den ikke lyste så kraftigt var det stadig nok til at blive blændet når alt andet var mørkt.
Eller, så mørkt var det jo egentlig ikke engang. Månen lyste da i hvertfald en hel del og man kunne da godt, med god vilje, se silhuetter af alting rundt omkring.

[Oliver Reed]

”Godaften.”
Olivers blik gled hurtigt over den anden. Det var svært at se ham helt klart i mørket, men to ting kunne han dog konstatere: den fremmede var af hankøn og havde en mobil, der lyste kraftigt nok til at kunne fungere som lommelygte.
Oliver lod en hånd glide igennem sit lyse hår, der i dagens anledning sad pjusket og ikke lige så godt, som det plejede. Det var jo trods alt søndag, og det var en af de eneste dage på ugen, hvor man ikke behøvede gøre noget ud af sig selv, right?
”Hvad laver du ude så sent?” spurgte han. ”Hvis man må have lov at spørge.”

[*Valentin*]

Han sendte fyren et muntert smil. Det var ikke første gang Alexander bare gik hen og forsøgte at starte en samtale med tilfældige mennesker og det kunne også mærkes på ham, at han ikke fandt det det mindste akavet. Han var bare glad for at møde nogle nye bekendtskaber. "Jeg kom til at hænge ud ved en ven lidt for længe," sagde han og trak lidt grinende på skuldrene, "og så var det pludselig mørkt og alt det der." Han så lidt på fyren, prøvede at vende sine øjne lidt til mørket, selvom det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre på kommando.
"Hvad med dig?" Det var svært at bedømme om det var af interesse eller nysgerrighed at han spurgte. For Alexander var der nemlig stor forskel. Interesserede han sig ville han huske det, var han blot nysgerrig ville det gå i glemmebogen så snart han havde hørt ordene.

[Oliver Reed]

Oliver selv havde lidt sværere ved bare at gå hen og starte en samtale med tilfældige mennesker, men ikke destromindre var han glad for, at denne fyr gad snakke med ham. Når man havde selskab, virkede mørket mindre skræmmende. Når han kiggede sig omkring nu, kunne han sagtens se, at alt ikke var helt sort af mørke.
”Tjah, jeg kedede mig derhjemme og havde brug for at komme lidt udenfor,” svarede han ærligt og trak en enkelt gang på skuldrene. "Det er rart at komme lidt ud en gang imellem," tilføjede han med et skævt smil.

[*Valentin*]

Han nikkede og fandt frem til, at det vidst var nysgerrigheden der havde fået ham til at stille spørgsmålet, for det interesserede ham faktisk ikke, selvom han godt ville snakke med ham fyren. Det havde dog gjort det lidt nemmere hvis han havde kunne se ham ordentligt, for det eneste han kunne se var, at han havde lyst hår og så selvfølgelig hans højde og kropsbygning. Han var både mindre og mere spinkel end Alexander selv - tydeligvis yngre. Det var dog svært at bedømme hans alder selvfølgelig. Han kunne i princippet også være på samme alder, men det ville undre Alexander hvis det var tilfældet.
"Frisk luft er bestemt undervurderet," medgav han.

[Oliver Reed]

Oliver nikkede, enig som han var. Han kunne kun lige skimte den fremmede i lyset fra fyrens mobil, men det blege lys hjalp ikke meget. Han stak hånden ned i sin lomme og fiksede sin mobil frem, en ældre model men dog med kamera, og rettede displayet direkte mod den fremmede. I et kort øjeblik blev hans ansigt lyst helt op, lige indtil Oliver gemte sin mobil af vejen igen.
”Undskyld,” mumlede han. ”Jeg ville bare se, hvordan du så ud. Jeg ser ikke så godt i mørke.” Han smilede skævt og gned sig i nakken med den ene hånd. ”Hvad hedder du?” spurgte han. Selvom denne samtale måske ikke ville føre til noget som helst, og han måske aldrig ville få den anden dreng at se igen, syntes han alligevel, at det var rart at kende hans navn. Bare hvis, hvis nu han skulle støde på ham igen en gang. Så var det altid rart at kunne sætte navn på ham, så han ikke bare var ham-duden-dér-fra-den-dér-aften.

[*Valentin*]

Alexander lod være med at tænke yderligere over hvordan ham gutten så ud og lod ellers bare mørket være mørkt lige indtil han pludselig blev blændet af fyrens mobildisplay. "Hey, dude mumlede han, men lød egentlig ikke så irriteret. Det var mere bare af overraskelse han havde sagt og han rystede da også bare lidt grinende på hovedet over undskyldningen. "Det er fair nok, mørket er ligesom ret.. mørkt og det der." Det var ikke utrolig intelligent sagt, men han anede ikke hvad han ellers skulle have sagt. Heldigvis kom den fremmede da også på noget andet at sige, for ellers var det nok endt i en temmelig ligegyldig samtale. Et navn.. Selvfølgelig. Hvorfor var han ikke selv kommet på det noget før. "Alexander Valentin.. Hvilket vil sige Valentin for dig." Han smilede og nikkede for at bekræfte sig selv. Han lystrede efterhånden ikke sit fornavn længere. "Og hvad med dig? Hvad er dit navn?" Spurgte han så lidt efter.

[Oliver Reed]

Oliver smilede lidt af fyrens ikke nær så intelligente sætning.
“Mhm, du ved… det dér mørke dér,” fortsatte han og rullede med øjnene, hvorefter han igen brød ud i et kortvarigt grin, der hurtigt forstummede i mørket. ”Jeg hedder Oliver,” svarede han.
Nu, hvor han havde set fyren i lys – om end et dårligt mobildisplay lys – kunne han vurdere ham til at være omkring hans egen alder. Hvilket ville sige, at han højst sandsynligt gik i high school.
”Hvilken skole går du på?” spurgte han. Han syntes ikke, han havde set Valentin på sin egen skole før, men han kunne jo tage fejl. Der gik så mange elever, at han knap nok kunne holde styr på halvdelen af dem. De fleste af de ansigter, han så, druknede hurtigt i mængden igen. Der var kun nogen få, der trådte ud, men det var alene af den årsag, at de var noget udover det sædvanlige. Som nu hende pigen fra årgangen over ham, der for nyligt havde farvet sit hår skrigende pink.

[*Valentin*]

Alexander nikkede, velvidende at det var retarderet sagt. Han tog det dog ikke så tungt, ligemeget hvor dum han kunne få sig selv til at fremstå vidste han, at det jo ikke passede. Så måtte andre tro hvad de ville. Han var ikke ligefrem en af dem som bare vidste alt om alting, men han var heller ikke en af dem som bare stillede spørgsmålstegn ved alt. En gennemsnitlig intelligens kunne man vel sige han havde.
Oliver tænkte han ovevejende og ville da prøve at huske navnet. Det ville nok ikke blive det største problem, for han var ikke dårligere til navne end mange andre, hvilket ville sige han huskede dem udmærket. "Carmel High School," svarede han med en anelse stolt stemme. Han havde efterhånden fået bildt sig selv ind, at han var stolt af at gå på den. "Hvad med dig?" spurgte han tilbage.