En aften visit

[Kurt Hummel]

Klokken nærmede sig 10 denne aften, og det var godt på vej til at blive mørkt. Der var få til ingen mennesker på denne gade. Det var i et af de mere rolige kvarterer, så der var ikke rigtig nogle unge der var på vej ud for at feste lige deromkring. Det var perfekt, for Kurt havde brug for en smule fred til at tænke. Han havde en lille buket blomster i favnen. Ud over det, var han som sædvanligt moderigtigt klædt. Tætsiddende bukser under en lang, sort rullekravesweater med en rød vest ud over. Sweateren stoppede omkring hans lår. Hans far havde faktisk engang givet ham en bil, mod at Kurt lovede ikke at gå i de lange sweatre, men hvad han ikke vidste, havde han vel ikke ondt af. Han havde efterladt sin far sovende på sofaen inden han gik hjemmefra, så han havde ikke opdaget det. Kurt stoppede op en gang og så sig til hver side. Han skulle til at krydse vejen.

[*Valentin*]

Aftenluften var helt fantastisk. Det hang nok sammen med, at der hele dagen havde været godt vejr og at himlen var skyfri. Det var efterhånden mørkt, selvom det endnu ikke var sort nok til, at det var svært at se noget. Valentin behøvede ikke engang anstrenge sig for at kunne se og et stykke foran ham kunne han se en eller anden fyr gå. Umiddelbart kunne han ikke se hvem det var, men da han kom lidt tættere på mindedes han, at have set ham før. Navnet vidste han dog ikke og han kunne heller ikke huske hvor det var han havde set ham.
Helt automatisk gik han ud fra, at det nok bare var tilfældigt, at han nok bare havde set ham et sted i byen før.
"Godaften," hilste han og gik de sidste skridt tættere på.

[Kurt Hummel]

Kurt vendte hurtigt blikket mod Valentin og stoppede midt i en bevægelse. Han trådte et halvt skridt tilbage, og i samme sekund, lød en bils horn og køretøjet susede forbi, faretruende tæt på. Kurt gispede og snublede et par skridt baglæns. Chaufføren skulle åbenbart skynde sig. Bilen forsvandt om et hjørne, og det skarpe lys fra baglygterne med den. Gaden var atter kun svagt oplyst af gadelygterne. Kurt så efter bilen med store øjne. "Åh... gud." Han kunne være blevet ramt af den bil, hvis Valentin ikke havde talt til ham i et øjeblik. Med en hånd over sit bankende hjerte prøvede han at falde til ro igen ovenpå adrenalin suset. Han tog sig en 20 sekunder til det. Blomsterne, som ellers havde været ved at falde ud af hans favn, lå sikkert ved hans anden arm igen. Der var ingen skade sket.

[*Valentin*]

Valentin havde egentlig ikke registreret billygterne længere fremme, men det var ikke bilen der gav ham et chok. Det var fyrens pludselige bevægelse, som i et kort øjeblik fik Valentin til at tro, at han var ramt. Selv var Valentin uden for bilens bane og påvirkedes derfor ikke af motorkøretøjets videre færd hen ad vejen.
"Hey," startede han ud og så overvejende på fyren, "er du okay?" Han havde et lettere bekymret ansigtsudtryk, dog kunne han godt regne ud, at drengen ikke var kommet til skade. Han havde jo sådan set selv set hvad der skete.
Med et undersøgende blik så han på den buket blomster fyren holdt om. Selvom han ikke spurgte ind til det, kunne man godt se på ham, at han undrede sig. Han tænkte blot, at det ikke kom ham ved og lod derfor være med at tænke yderligere over det.

[Kurt Hummel]

Kurt vendte blikket tilbage mod fyren, som han nærmest havde glemt alt om i et øjeblik, da han så sit liv passere revü for sine øjne. Han nikkede hurtigt den mindste lille smule. Hans blågrønne øjne var endnu store og runde i forskrækkelse. Han sukkede og fik taget sig helt sammen igen. Han var kommet sig over chokket. "Ja.... Har jeg ikke mødt dig før?" Han vendte sig helt om mod drengen igen og tænkte tilbage. Jo, det mente han da.. Men han var ikke helt sikker. Så slog det ham. "Nååå jo! Du var ham fyren jeg mødte i centeret, var du ikke? Alexander Mc....." Han kunne ikke huske slutningen, og det første kunne han kun huske fordi det lå så tæt op af Alexander McQueen, som faktisk også var den der havde designet den sweater han havde på lige nu. Pudsigt. På den anden side, var han ret glad for Alexander McQueen. Og Marc Jacobs. Og Prada...

[*Valentin*]

Han gav fyren tid til lige at sunde sig lidt, det var fair nok at han var blevet forskrækket. Valentin ville selv nok bare have pjattet lidt med det efterfølgende - det var ligesom hans måde at undgå akavede øjeblikke. Han vidste godt at det ikke ligefrem var alle der havde det på samme måde og han forstod godt folk. Han ville bare ikke selv føle sig ydmyget, hvilket han ville gøre i sådan en situation, selvom han jo ikke selv så ned på.. Hvad var det nu hans navn var.

"Valentin," halvt afbrød han ham. Han var mest vant til at blive kaldt ved det navn, og ville derfor gerne understrege det over for andre. "Alexander Valentin McKnight," afsluttede han og nikkede så. "Jeg kan altså ikke huske dit navn, det må du have mig undskyldt." Han smilede undskyldende, men venligt.

[Kurt Hummel]

Kurt smilede lidt bredere og sagde en halv fniselyd. "Nå ja.. Valentin McKnight." Han nikkede en smule og lyttede til den højere dreng. Han tænkte stadig over.. Havde han ikke også set ham et andet sted? Inden storcenteret? "Kurt Hummel. Fra Dalton Academy.. Er det muligt at jeg har set dig et andet sted før, også? Du virkede allerede bekendt da jeg mødte dig i storcenteret første gang... Du er ikke model, er du?" Kurt lyste lidt op ved tanken. Det kunne måske godt være! Han så jo en hel masse folk på den måde, og Alexander så jo uden tvivl godt ud. Det ville være underligt hvis Kurt ikke havde bemærket det. Det gjorde han ofte. Desværre slog Alexander ham ikke umiddelbart som værende homoseksuel, og Kurt var jo også forelsket i Blaine. Der havde han nok en bedre chance.

[*Valentin*]

Lidt undrende hævede Valentin et øjenbryn over drengens reaktion på navnet, men droppede hurtigt at tænke over det. Det kunne sådan set være ligemeget hvad andre mente om hans navn, han ville bare ikke til at vænne sig til, at blive kaldt noget nyt. Valentin var det mest brugte, ganske få kaldte ham ved fornavn og så var der selvfølgelig dem som kaldte ham Knight, men det var hovedsaligt for sjov eller hvis piger prøvede at være opfindsomme.
Kurt Hummel.. Navnet sagde ham en smule, men han fik et genkendende udtryk, da han nævnte storcenteret. Han kunne pludselig huske hele lidt bedre, med Kurt, en eller anden pige og en anden fyr. Det var noget med noget tøj og nogle solbriller. Han grinede lidt og rystede på hovedet over Kurts spørgsmål.
"Jeg er ikke model, nej," afklarede han med et venligt smil og trak så lidt på skuldrene.

[Kurt Hummel]

"Så, hvor var du på vej hen på det her tidspunkt, Alexander? Det her er jo ikke ligefrem den mest spraglede del af tiden hvis man vil ud og drikke sig stang-bacardi" Kurt brugte helst folks fornavne, ikke kælenavne af nogen art. Han kendte faktisk ikke en eneste person som han kaldte ved andet end deres for- eller efternavn. Det var dog meget få, der kaldte ham selv ved fornavn. Det var kun glee-clubben og hans far, og selv i glee-clubben var der enkelte som hellere kaldte ham øge-navne eller ved efternavn. Kurt kastede et enkelt blik ned mod sit armbåndsur. Han skulle helst ikke hjem for sent. Så ville hans far bare blive bekymret og ringe ham op en million gange, og han ville få en reprimande når han kom hjem. Det var udemærket at have en beskyttende far. Men overbeskyttende var ikke godt.

[*Valentin*]

"Jeg.." Det gik pludselig op for ham, at han egentlig ikke helt vidste hvor han var på vej hen, eller hvad han i det hele taget lavede udenfor. Han kneb øjnene lidt sammen ved at blive kaldt sin fornavn, men holdt så op med at tænke på det og grinede i stedet af hvad Kurt sagde. "Jeg aner ikke hvor jeg er på vej hen," fik han langt om længe svaret og slog ud med armene for at understrege, at han ikke anede det. Det var ikke noget nyt, at han var i godt humør, det nye var, at han ikke helt vidste hvorfor. Måske blot fordi det var ferie og han kunne se frem til godt vejr. Den klare luft hjalp også på humøret, og så virkede Kurt egentlig til at være en flink fyr, selvom det var et eller andet ved ham der gjorde, at han skilte sig lidt ud.
"Hvad med dig selv? Du må vel også have et eller andet at foretage dig herude."

[Kurt Hummel]

Kurt smilede lidt af ham og hans grin. Kurts eget smil var bredt af natur. Det var nu nok ikke det der fik Kurt til at skille sig ud. Det var højst sandsynligt at mere end halvdelen af hans nuværende påklædning overhovedet ikke var herretøj. Han blinkede et par gange lidt overrasket ved Alexanders svar og vendte blikket ned mod sine blomster ved hans spørgsmål. Blomsterne var helt hvide og lyste næsten op i mørket af samme grund. Han tænkte et øjeblik over om han burde svare ærligt på det spørgsmål, og kom så frem til at det da ikke kunne skade. Han skammede sig jo ikke over det. Det var bare meget personligt. "Jeg kan dårligt tage dig med hvor jeg var på vej hen. Jeg var på vej til kirkegården." Svarede han og vendte blikket op mod ham igen, med et på en gang sørgmodigt og halvt akavet smil.

[*Valentin*]

Mørket tog efterhånden til og det blev sværere og sværere at se, når altså gadelygterne ikke lyste, hvilket de gjorde rundt omkring. Heldigvis, for det var ikke specielt rart at gå rundt i komplet mørke. Valentin var ikke det mindste mørkeræd, men han foretrak lys, hvilket nok ikke ligefrem var noget specielt. Så vidt han vidste var de fleste mennesker rimelig glade for at kunne se ting omkring sig. Selv synes han ikke det gav meget mening. Han ville aldrig tage på kirkegården i mørke, selvom han egentlig ikke kunne finde en grund til hvorfor. Det virkede bare mere oplagt i dagslys.
Opmærksomt så han på Kurt, da han svarede på spørgsmålet og nikkede forstående. Så fik han da også svar på hvad buketten var til for. "Må jeg tillade mig at spørge hvorfor du gør det nu? Jeg mener.. Det er mørkt og alt muligt." Han så nysgerrigt på ham og afventede ellers bare et svar.

[Kurt Hummel]

Kurt kunne godt forstå at han spurgte. Der var nok en del som fandt det ubehageligt at gå rundt på en kirkegård i mørke. Gyserfilm og den slags gjorde sådan noget ved folk. "Jeg kan godt lide at komme, når der ikke er andre og der er stille og fredeligt. Så føles det mere privat." Svarede han, helt ærligt. Han kunne godt lide at have ro til sine tanker. Det var også en særlig anledning, siden det netop den dag, for 9 år siden, at hans mor døde. Han havde også planlagt at synge en sang af den grund. Ikke noget stort show. Bare ham, med en stille sang og blomster til sin mors grav. Han smilede til ham ved tanken. Det betød meget for ham. Han holdt stadig meget af sin mor, og der gik ikke en dag hvor han ikke tænkte på hende.

[*Valentin*]

Valentin kunne tydeligt mærke, at det var noget der betød noget for Kurt. Det gav sådan set også meget mening, for hvorfor skulle han ellers vove sig ud i at besøge kirkegården. Han havde ikke tænkt sig at spørge ind til hvem det var, for egentlig havde han ikke nogen interesse i det. Han kendte ikke Kurt godt nok til at ville vide sådan noget, og han vidste hvor belastende han selv ville have det, hvis en eller anden semi-fremmed bare spurgte ind til sådan noget. "Forståeligt," svarede han ganske kort.
Umiddelbart burde han nok bare lade Kurt gå til kirkegården, men han havde absolut intet at tage sig til, og han gad ikke til at tage hjem. Det var ikke tit han rent faktisk havde muligheden for bare at snakke og slappe af. Enten havde han travlt med skolen, eller også havde han booket sin fritid op.

[Kurt Hummel]

Kurt stod i stilhed lidt, indtil han pludselig lagde mærke til, hvor mørkt det egentlig var blevet. Han så ned mod sit armbåndsur igen. "Lima er åbenbart endnu mindre end jeg troede... Vi har mødtes tilfældigt et par gange efterhånden, så mon ikke vi mødes igen på et tidspunkt?" Kommenterede han. Han smilede mod drengen og hans kropssprog viste, at han gjorde mine til at gå. Han løftede den ene hånd til en lettere feminin afskedshilsen og holdt blomsterne lidt tættere ind til sig. Det føltes mystisk, at snakke med fremmede på den måde. Det var han ikke vant til, men han syntes egentlig godt om Alexander. Han var en fin fyr, og dem var der ikke mange af i lille Lima. De fleste lod til at være voldelige, tomhjernede og homofobiske. Kurt anede stadig ikke at Alexander var medlem af Vocal Adrenaline, og at de derfor uundgåeligt ville se hinanden igen, som konkurrenter.