Ydmygelse, hurra.

[Carey Luna Andie]

De var lige ankommet, en stor gruppe unge fra de forskellige skoler i byen. Det var en lørdag eftermiddag, og folk havde inviteret lidt rundt omkring. Carey selv var blevet inviteret fordi hun kendte nogle få herfra, men det gjorde hende nu ikke meget, at hun ikke kendte dem alle. Det var bare bowling, desuden, var det ikke noget hun var voldsomt fantastisk til, eller nogensinde ville blive det.
Gruppen var blevet delt op i to baner lige ved siden af hinanden, da de var lidt for mange til blot én bane. Dog hang folk henover stolene og bænkene og snakkede løs med hinanden. De var jo trods alt én gruppe. Pludselig blev hendes tanker dog afbrudt, da nogen klappede hende på skulderen for at sende hende fremad, åh, det var hendes tur! Med et muntert latter greb hun den mindste kugle hun kunne få fat på, de andre var simpelthen bare for tunge, og gik så hen til banen. Her stod hun et øjeblik og overvejede om hun ville kunne ramme, men valgte så bare at sigte efter midten og skyde. Wow, hun væltede hele to kegler ude til venstre. Tilbage var der nogen der hujede drillende af hende, mens andre sagde at hun måtte prøve igen. Så Carey trak kort på skuldrene og spankulerede så ind efter den næste kugle. Hun elskede at ydmyge sig selv foran andre. Hurra!

[*Valentin*]

Da et par af Valentins venner havde snakket om bowling havde han blankt afvist det. Da de så havde sendt et par beskeder rundt og spurgte ham, om ikke han ville med, så havde han svaret ja. Man kunne vel sige, at det var en form for manglende viljestyrke, men der var jo ikke meget vilje i det alligevel. Hvorfor skulle han ikke takke ja? Det var altid fedt at hænge ud med folk, også selvom han vidste, at der ville være nogle han ikke kendte. Desuden gjorde det vel ikke noget at øve sig lidt i bowling. Valentin var langt fra en mester til det, men han var skam heller ikke dårlig til det. Det handlede trods alt også bare om at ramme nogle kegler.

De var alligevel blevet en rimelig stor gruppe, for de havde i hvertfald delt sig ud på to baner. Det var kun ganske få han slet ikke kendte og faktisk var der ingen helt fremmede i hans gruppe. ”Flot, Carey.. Meget flot,” sagde han ironisk, men grinede samtidig over Careys knap så succesfulde kast.

[Carey Luna Andie]

"Jeg ved det, jeg burde få en medalje for dét her," svarede hun Valentin med et lille grin, inden hun rystede opgivende på hovedet, og løftede en ny kugle op. Hun var som sædvanlig iført noget tøj der ikke liiige helt matchede. Det var fint nok med de lyseblå gamasher, de passede fint til de hvide ballarinasko, så var der bare dét at hun havde taget en gul-hvid kjole på, og havde et lyserødt bånd om håret. Det var næppe hvad nogen ville kalde matchende, men det var rart. Kjolen var meget løs, og den var aldeles perfekt i denne varme, så alting var bare lidt mere praktisk end det var flot. Hver for sig havde det nok være meget kønt, men det hele sammen.. njaeh.
Carey gik hen til banen igen, og trak vejret dybt ind, inden hun sendte den næste kugle afsted. Lidt heldigere denne gang, hun ramte de yderste kegler i den anden side, og efterlod kun tre inde i midten. Gruppen bag hende jublede alligevel lidt på hendes vegne. Kendte man hende, så vidste man at bowling ikke ligefrem var hendes stærke side, så hendes resultater indtil nu, var rent faktisk gode. Da hun vendte om og gik tilbage, grinede hun bare muntert over deres kommentarer, og dumpede så ned på en rød stol, med et lille smil. Den var forholdsvist tæt på Valentin.

[*Valentin*]

”Nja.. Det tror jeg dog ikke du har gjort dig fortjent til,” grinede han tilbage og holdt ellers øjnene på hende, da hun gjorde klar til at kaste igen. Der var en del der skulle til før det blev hans tur. Stod det til ham ville han egentlig bare have været med for det sociale og så bare have set på de andre spille, men hans venner havde insisteret på, at han skulle være med. Det havde ikke været svært at få ham til at give sig, men han ville sådan set hellere bare sidde og snakke fremfor at spille med. Det med rent faktisk at skulle være aktiv var ikke så tiltalende når det var på den måde. Der var ikke noget at gøre ved det, han måtte jo bare få det bedste ud af det og så ellers også få snakket med de andre.
”Du har næsten fortjent en trøstepræmie,” sagde han da Carey satte sig i en stol, som var ganske tæt på. Han smilede til hende og grinede lidt igen. Af en eller anden grund havde han mere lyst til at snakke med hende, end med de andre. Hvorfor var fuldstændig uvist, sådan var det altså bare.

[Carey Luna Andie]

Da Carey havde sat sig ned i nærheden af Valentin igen, og han snakkede til hende, rakte hun kort tunge af ham, og lo så. "Jeg tror, du har fat i noget, hvad må jeg få?" spurgte hun drillende, og blinkede til ham, inden hun kort fjernede blikket for at se hvornår det var hende igen. Åh, der gik vist lidt tid igen. Det var da godt at hun havde sat hele lørdagen af, når de alligevel var så mange der skulle bowle. "Men du tror måske selv, at du kan gøre det meget bedre end jeg kunne?" Carey hævede afventende et øjenbryn, mens det trak let i hendes smilebånd, for at hun ikke skulle smile. Se nu her, hun kunne ikke en gang være seriøs uden at smile, men pyt skidt. Det skulle jo være så sundt at smile!
Afslappet, her i stolen, lod hun blikket glide henover Valentin. Han havde altid været speciel, ligesom.. tiltrukket hende, men.. anderledes. Det var svært at forklare. Carey kunne ikke huske hvor hun havde mødt ham, eller hvornår, for den sags skyld. Hun vidste bare at hun kendte ham, og ét eller andet sted havde hun vist også hans nummer liggende. Om hun havde fået det af ham selv, eller én af hans venner var hun heller ikke helt sikker på. Hun var da vist generelt ikke sikker på ret meget når det kom til ham.

[*Valentin*]

Han sendte hende et vurderende blik og spillede ellers lidt på sin overlegenhed. ”Det ved jeg ikke.. En kiks eller noget.” Hans stemme var drillende, men der var tydeligt at se, at det trods alt var ment i sjov. Han havde ingen grund til at skulle være efter hende på nogen måde, heller ikke selvom han mindedes at have været irriteret på hende i en periode. Sådan havde han det ikke nu og han kunne ikke engang huske hvorfor han havde været det. Han havde ikke fulgt med i spillet og blev derfor afbrudt, da han skulle til at svare hende. ”Selvfølgelig. Du ved jo godt, at jeg er bedre end dig,” sagde han hovent og rejste sig, for at finde en kugle at smide efter keglerne. Lidt overvejende så han på banen og på tavlen. Det var meget tydeligt hvem der gik op i det, og hvem der ikke gjorde.

I en sikker bevægelse fik han kuglen til at rulle med en jævn fart hen ad banen. Det var langt fra et fantastisk kast, men den ramte da et par kegler, 4 for at være præcis. ”Se selv,” skyndte han sig at sige til Carey, inden en af hans venner begyndte at snakke lidt drillende om hans forsøg på at være lidt sej på banen. Der gik ikke lang tid, før han havde fyret anden kugle afsted og holdt blikket fanget på den, mens den rullede afsted.
Én kegle stod tilbage og vippede, da kuglen faldt ned bag banen, men desværre væltede den ikke og Valentin måtte jo se sig tilfreds med det. Han satte sig tilbage til stolen han havde siddet i før.

[Carey Luna Andie]

"En kiks? Det var ikke meget du havde tilovers for mig, hva'?" spurgte hun leende, og rodede let op i det lange hår, mens hun kiggede på Valentin. Han rejste sig med en sidste kommentar, hvilket fik hende til at hæve et øjenbryn afventende. Okay, det var måske ikke så svært at være bedre end hende, men alligevel. Da han så først væltede fire kegler, smilede Carey skævt. Det var da ikke så voldsomt meget mere end hende. Ikke den anden gang i hvert fald. Men da han væltede de sidste, bortset fra én, måtte hun desværre se sig slået. "Blærerøv," mumlede hun med påtaget fornærmethed, men med et drillende blink i de blå øjne. Det var dog ikke så slemt at se sig slået af Valentin, især ikke i dette spil. Det var nok kun en baby der kunne gøre hende rigtig fornærmet i dette spil, hvis den væltede flere kegler end hende, hvilket burden være virkelig umuligt - det fortalte hun i hvert fald sin stolthed at det var. "Men ikke fantastisk," skyndte hun sig så at tilføje, bare lige for at han ikke skulle få alt for høje tanker om sig selv. Det kunne de jo ikke have.

[*Valentin*]

Han trak på skuldrene og smilede skævt. "Hvorfor skulle jeg have det? Det var en trøstepræmie. Men jeg har sådan set ikke en kiks på mig, så du må nøjes med tanken om en," grinede han og slog ud med armene i en arrogant bevægelse, som naturligvis var overspillet. Trøstepræmier var også kun noget man gav folk for, at de skulle føle sig nedværdiget - sådan så Valentin det i hvertfald, og så måtte folk sige hvad de ville.

Lidt stolt over sit kast nikkede han lidt hoverende til Carey, den fik ikke for lidt, men sådan var han nu engang. "Det var da fabelagtigt.. Altså i forhold til nogle andre." Han lænede sig godt tilbage i stolen, vel vidende, at der nu var et godt stykke tid før det blev hans tur igen.

[Carey Luna Andie]

"Pas nu på, at de ego ikke bliver alt for stort," bemærkede Carey tørt, og hævede et øjenbryn, "der skulle gerne være plads til os andre også." Hun sukkede kort, og kastede et blik hen mod dem der var ved at skyde nu. Nu kunne hun huske hvorfor hende og Valentin ikke altid var de bedste venner, han var en arrogant nar. En sød én af slagsen, ingen tvivl om det. Han var sjov at snakke med, godt selskab, han var interessant, men han var også en idiot til tider. Nogle gange var det svært ikke at have noget imod ham.
Afslappet lænede hun sig tilbage i sædet, og lagde benene over kryds, mens hun rettede på kjolen. "Det kunne altid være at dit ego og dig skulle finde en bane for jer selv," foreslog hun så, og lagde hovedet let på skrå, mens hun kiggede op i loftet, og derefter hen på Valentin igen.

[*Valentin*]

Valentin rystede lidt på hovedet over hvad hun sagde. Han vidste godt, at han til tider virkede temmelig selvhøjtidelig, men det skete stortset aldrig, at han ikke gjorde plads til andre. Carey var langt fra den første til at sige lignende ting til ham og hun ville nok heller ikke blive den sidste. Folk havde det åbenbart svært ved bare at lade ham være som han nu engang var. Så slem synes han altså heller ikke selv, at han var til at føre sig frem. Han kendte ihvertfald mange, der var langt værre. "Mit ego har det fint," forsvarede han sig og smilede afvigende.
Det næste hun sagde fik ham til at grine lidt, ikke fordi det var specielt sjovt, men fordi hun åbenbart lod til at hænge sig i det. "Der er jo ikke nogle jeg kan hovere overfor hvis jeg spiller alene, vel?" Han sagde det grinende og rystede på hovedet, for at understrege at det altså var sarkastisk ment. For ham betød det egentlig ikke noget om andre var gode eller dårlige til alt muligt, så længe de ikke påstod noget andet end hvad der var rigtigt.
At han så tilfældigvis syntes at være bedre til bowling end Carey var jo så bare som det var. Hvis det rent faktisk gik hende på måtte hun jo være en dårlig taber.

[Carey Luna Andie]

"Det kan du selvfølgelig have ret i," svarede Carey så med et lille smil, og blødte lidt op. Han mente det ikke dårligt, det var bare sådan han var. Ak, ingen var perfekte, og verdens ville garanteret være meget kedelig hvis alle gik rundt og var perfekte. Der ville ikke længere være nogen der kom op at toppes, ingen der kunne misforstå hinanden. Alt ville være perfekt, og noget så kedeligt. Nogle gange var der bare brug for folk som Valentin og Carey, der var brug for folk der kunne hidse sig lidt op fordi de misforstod tingene.
"Godt for dig at jeg er noget, åh, så hævet over hovering," sagde Carey overdramatiserende, og sende ham et stort smil, inden hun strøg når hår væk fra ansigtet, og lod hovedet læne sig tilbage, mens hun kiggede op i loftet. Der var små højtalere, som der kom lav lyd ud af, det var bare lidt svært at høre fordi alle larmede sådan. Men hun tvivlede alligevel på at det var god musik, det var det så sjældent i bowlinghallerne.

[*Valentin*]

Selvfølgelig havde han ret. Det var sjældent han bare slyngede noget som han ikke var sikker på ud i luften. Man kunne mene hvad man ville, sådan var han nu engang og ingen skulle ændre på det. Det var meget typisk, at han var meget hoven når det vedrørte et emne han kendte godt til, i dette tilfælde hans ego. Hvis en samtale gik på noget han var usikker i, var han hovedsaligt mere stille. Det var derfor nemt at regne ud, hvornår han var lidt usikker - selvom det sjældent skete. Nogle gange bildte han også bare sig selv ind, at han vidste alt om et emne og så var det lige så godt, som rent faktisk at gøre det. Sådan fungerede hans tankegang.
"Det ville du ikke have sagt, hvis du var," sagde han og blinkede lidt drillende til hende. Det var absolut ikke hans job at lege psykolog, men han var nu af den opfattelse, at dem som påstod de ikke rørtes af, for eksempel, hovering, i virkeligheden var dem der påvirkedes mest af det. Han kendte det fra sig selv, for han tålte ikke, at andre hoverede over for ham, men han sagde altid andet og derfor måtte det jo også være sådan ved andre.

[Carey Luna Andie]

Carey lo kort, og hævede drillende et øjenbryn overfor Valentin. "Er du så sikker på det? Min tankegang er, og har altid været lettere forskruet, tænk nu hvis jeg var lidt anderledes?" Det kunne hun jo nemt at have været. Og på mange punkter var hun nok også lidt anderledes. Okay, hun lod sig ramme af hovering. Hun blev sur, rasende faktisk, hvis folk ikke passede på. Så længe de kunne gøre det på en ordentlig måde, kunne hun overkomme det. Kunne de ikke, så var hun ikke sen til at lange ud efter dem. Så hun var måske lidt anderledes alligevel, lige på dét punkt.
"Men du taler måske af egen erfaring?" spurgte hun så, og blinkede drillende til Valentin. Carey var i et ekstremt humør til at drille ham, især fordi han mente at han var den bedste af de to lige nu. Måske var han det på banen, og måske var hun det når det kom til samtalen. Hun håbede lidt på sidstnævnte.

[*Valentin*]

Til at starte med nikkede Valentin til hendes kommentar hvorefter han trak på skuldrene. "Det er ikke alle mennesker, der er unikke," sagde han åbent og ganske roligt. Carey var unik, ingen tvivl om det, men hun behøvede jo ikke vide, at han mente det. Desuden havde han heller ikke sagt, at hun ikke var, han havde blot antydet det. Det passede dog. Der var mange mennesker, som ikke skilte sig ud fra mængden, som bare fuglte strømmen og aldrig gjorde noget grænseoverskridende. Valentin gik meget op i ikke at være sådan.
Overdrevent rystede han på hovedet over det næste hun sagde. "Jeg ved, at andre ikke er bedre end mig. Hovering rør mig ganske enkelt ikke." Han spillede igen på den egoisme alle mente han besad. Det var tydeligt, at han ikke helt mente det han sagde. Man var vel aldrig for fin til at tage lidt pis på sig selv.

[Carey Luna Andie]

Overrasket over de ord der kom ud af Valentins mund, hævede Carey et øjenbryn og lagde hovedet let på skrå. Sådan kunne man da også sige til andre at de var nul og niks. "Det kan du jo have ret i," svarede hun langsomt, og betragtede kort Valentin, inden hun fjernede blikket fra ham, og kiggede op på pointskærmen. Hun var ikke den dårligste, hun lå på en andensidste plads, og nu var det hende igen. "Godt at du er så selvsikker," svarede hun hurtigt, og sendte ham et meget lille smil, inden hun rejste sig op, for at gå hen og gribe en bold. Denne gang var hun dog lidt mere koncentreret, måske mest fordi at Valentin var en svær person at snakke med. Han var den type der var en god samtale, men når man var Carey og let blev fornærmet, var det heller ikke helt let. Efter at havde betragtet keglerne lidt, skød hun kuglen afsted, men ikke overraskende ramte den intet overhovedet, hun havde skudt alt for skævt. Så hun skyndte sig tilbage og hentede en ny kugle. Denne gang ramte hun dog halvdelen af keglerne, hvilket alligevel var nok til at få et smil frem på hendes læber, trods alt.
En lille jubel bag hende, fik hende til at vende sig om. Hun fik et kram af en enkel ven, og vinkede ham så kort ud på banen, inden hun satte sig hen i stolen igen. Hun var ikke helt sikker på om det var gået godt eller dårligt. Hun havde væltet halvdelen i ét skud, men misset alle i det første skud.